Kennel Tuldahl

Nova Scotia Duck Tolling Retriever

Kennelen

Kennel Tuldahl er et seriøst stueopdræt af Nova Scotia Duck Tolling retrievere med hvalpekuld med 2-4 års mellemrum

Racen blev oprindelig opdrættet til andejagt på Nova Scotia i Canada. Deraf navnet Nova Scotia Duck Tolling Retriever (Toller).

Tolleren er en klog og aktiv hund, som fortjener at få lov at arbejde. Hvis man ikke ønsker at gå på jagt, er der mange andre ting man kan lave med den, f.eks. spor, rally, lydighed eller agility, men man kan også lave jagttræning med den selv om man ikke går på jagt.

Hvis tolleren får opfyldt sine behov for at arbejde, får man til gengæld en dejlig hund, der også fungerer fint som familiehund.

Hvorfor toller?

Da min daværende mand Egil og jeg i slutningen af 90’erne besluttede, at vi ville have en hund, ønskede vi en jagthund, fordi Egil elskede at gå på jagt. Samtidig skulle den ikke være for stor, fordi vi boede i et lille hus, så vi gik på en del udstillinger for at finde den rigtige race.

På en af disse ture fik vi øje på Tolleren og vi var enige om, at vi havde fundet vores race.

Vi kom i kontakt med Solveig fra Kennel Happy Trail, mødte hendes River Duck's Unika Desti (Stina) og fandt ud af, at hun havde planer om, at Stina skulle have sit første kuld hvalpe. Vi valgte at blive skrevet op, efter at vi havde været ude og se hanhunden Happy Trail's Commander Douglas (Chili), der skulle bruges.

Ventetiden var lang, men vi fortrød bestemt ikke, at vi ventede så længe, da Happy Trail’s Frieda Jenten, som vi fik fra denne kombination, har vist sig at leve op til alle de forventninger, vi havde.

Kennel

Min første indgangsvinkel til avl kom af at jeg fulgte med når Solveig (Happy Trail) havde hvalpe. Jeg syntes det var utroligt spændende og jeg begyndte derfor at læse nogle bøger om emnet bla. "Min hund skal havde hvalpe" af Esther Kofod og "Hvalpe på vej" af Birgitte Schjøth.

Jeg blev, efter at have kendt Tollerracen i et par år, enig med mig selv om at få et kuld hvalpe på Frieda. Da Frieda er meget racetypisk, faldt det mig ikke svært at beslutte at hun skulle have et kuld hvalpe.

Kennelnavn

I 2006 besluttede jeg mig for at få kennelnavn og efter lange overvejelser, kom jeg frem til, at kennelen skulle hedde Tuldahl. Efterfølgende har jeg aldrig fortrudt at jeg fik kennelnavn, for der er ikke noget der kan gøre mig mere stolt, end når en hund fra mit opdræt vinder en konkurrence eller bliver nævnt i andre sammenhænge.

Om mig

Jeg hedder Maria Tuldahl og er årgang 1957.

Jeg har arbejdet som kontorassistent i mange år samt et par år som informationsmedarbejder hos Dansk Kennel Klub i Solrød.

Jeg fik min første hund som 20-årig og min første toller i 2001.

Siden har jag været bidt af tolleren, har oprettet min egen kennel og har foreløbig fået 3 kuld.